Så er det igen tid til en lille opdatering.
Foråret nærmer sig, og som annonceret, bliver sæsonen startet Skærtorsdag på havnen i Thisted, ganske som vi plejer. I det hele taget, så det ud til at alt ville blive normalt igen, indtil Russerne invaderede Ukraine.

Det kommer til at få indflydelse på vores hverdag og helt sikkert i længere tid en Coronaen formåede.

Vi afholder vores 50+ jubilæum d. 28. maj, og vi har inviteret naboklubberne, venner og gl. medlemmer til kl. 15,00 og de skal betale 100 kr. for deltagelsen. Billedet på denne side er fra Bjørneborg, hvor vi afholdte træf frem til 1975, og det var også her vi afholdte vores 25 års jubilæum.

Og I!   Alle nuværende medlemmer af Stompers er inviteret til kl. 13,00, hvor vi starter med lidt godt at spise, og hvor vi har et par timer til at klappe hinanden på skulderen og bekræfte hverandre i, at vi har en fantastisk god klub.

Vi skal selvfølgelig ikke betale for deltagelse i vores eget jubilæum.

Bestyrelsen håber at rigtig mange vil møde op kl. 13,00. Vi har planlagt at der skal tages et rigtig ”Familie portræt” den dag, så man må også gerne medbringe sin MC. (Hvis man kan huske hvor den står).

Fra kl. 15,00 er programmet, som det der er blevet sendt ud til alle gæsterne.

Der er kommet godt gang i aktiviteterne igen og allerede på fredag i morgen, er der mulighed for en god aften i venners lag og med et godt fagligt indhold. Ølsmagning. 😊

Skærtorsdag arrangerer vi igen sæsonstart fra havnen, med afgang kl. 13,00 og afsluttende med pølser, kaffe, kage og måske en enkelt øl ved vores klubhus. Vi får brug for nogle hjælpere til arrangementet. Morten tager imod tilmeldinger i morgen fredag i klubben.

Inden sæsonstart plejer vi jo at have en forårsrengøringsdag, og i år er ingen undtagelse, nemlig lørdag d. 9. april kl. 9,00 i klubben, med rundstykker og morgenkaffe som opstart. Bestyrelsen skal nok finde tilstrækkelig mange opgaver så ”Kom bare du”.

Vi har også fået udvidet lidt på vores matrikel, med 3 stk. huse/pavilloner, så vi kan få ryddet op i nogle af vores rariteter, som vi ikke nænner at skille os af med. Så vi må se hvad vi får puttet ind i de huse.

Forårsvejret er lige om hjørnet. Solen skinner næsten fra morgen til aften lige nu, men det halter lidt med temperaturen endnu. Samtidig er benzinprisen stukket helt af, på grund af Putin. Jeg er, som jeg startede med at skrive, bange for at det bliver langvarigt, med økonomisk recession i hele verden. Vi må håbe på at krigen snart får ende.

Så må vi se hvad fremtiden bringer for Ukraine, men en ting ved vi, det er at vi skal afholde Thy-træf, 2. weekend i august, ganske som vi plejer. Inden for de næste par uger vil vi have skemaer til vagthold klar, så vi kan begynde at få aktiveret alle hjælperne til træffet.

Jeg håber at vi alle får en rigtig god MC-sommer, og at vi kommer ud på nogle gode ture, og får mødt nogle af alle de andre MC-ister fra hele landet, som lige som os har lagt i hi i et par år.

 

Rigtig god sommer.  Safe riding  Jan Snæver