MC Stompers er en motorcykel klub, der har eksisteret i mange år – siden 1971 helt nøjagtigt - med svingende medlemstal, men i øjeblikket er vi ca. 60 aktive medlemmer – af begge køn – som har motorcykler af forskellige mærker, årgange og typer.

Vi har base i vores klubhus på Hundborgvej 122 i Thisted, hvor vi året igennem hygger os med en fast klubaften om fredagen. Klubhuset bliver løbende renoveret, så det er et rigtigt flot sted. Medlemmerne selv sørger for husets vedligeholdelse og rengøring m.m. I kælderlokalerne er der
et værksted som står til rådighed for medlemmernes motorcykler, og som også bliver anvendt til vinteropbevaring for de der ikke kan have deres cykler hjemme.

Der er nedsat et aktivitetsudvalg, som sørger for forskellige arrangementer både i sommer- og vintersæsonen, f.eks. fastelavnsfest, 5. juledag, virksomhedsbesøg, ture ”ud i det blå”. Derudover kan alle medlemmer frit arrangere forskellige ting - også en pludselig indskydelse til en aftentur,
hvis man har lyst til lidt selskab!!! Vi anvender oftest ”Gæstebogen” på hjemmesiden til disse ”indskydelser”.

Vi begynder sæsonen, med en efterhånden tilbagevendende tradition, nemlig en stor fælles tur Skærtorsdag for alle interesserede på mc. Der plejer at være omkring 150+ mc'er med på turen, som slutter med kaffe m.m. ved vores klubhus.

Derudover er der deltagelse i træf rundt omkring i løbet af sæsonen - ofte med overnatning - da der som regel er fest om aftenen og masser af billige øl !! Vi arranger også selv fast en tur til Touring Camp på Djursland i starten af sæsonen og 1. weekend i august plejer vi at have en fælles
klub tur til en campingplads i området.

Thy-træf arrangeres sammen med 4 andre klubber fra området, hvert år den 2. weekend i august – her kommer omkring 5.000 besøgende. Her er mange ”mænd og kvinder af huse”, for at give en hånd med – hårdt arbejde ja, men vi hygger os samtidigt. Og der er altid en fest efterfølgende for
hjælperne.

Vi prioriterer dette træf højt og ser gerne at så mange medlemmer som muligt har mulighed for at deltage som hjælpere, da klubben har en rimelig stor økonomisk gevinst af dette arrangement - en gevinst som vi blandt andet anvender til at indrette vores dejlige klublokaler, og som også er
medvirkende til at vi kan opretholde et forholdsvis lavt kontingent. Året afsluttes med generalforsamling sidste lørdag i oktober – denne dag afsluttes selvfølgelig også med en god gang fest.

I MC Stompers er vi jo en broget flok, som har den fælles interesse for at køre motorcykel. Vi er mange forskellige typer, og vi vægter at der skal være plads til alle slags motorcyklister, hvad enten de ynder at ”toure” rundt i Europa på deres MC hele sommeren, eller blot har tid og lyst til
en søndagstur i godt vejr, og naturligvis også til dem der nøjes med at vise sig til en klubaften i ny og næ. Vi respekterer hinandens ideer om hvilket mærke der nu lige er det allerbedste - men giver naturligvis også plads til lidt drillerier mærkefraktionerne imellem. Vi har også den holdning at der i klubben skal være et miljø og en stemning så alle kan føle sig tilpas med at komme der, og forventer at medlemmerne opfører sig overfor hinanden og andre, med en respekt der kendetegner denne holdning.

Ved indmeldelse er der en prøveperiode på 6 måneder, inden et nyt medlem bliver optaget som fuldgyldigt medlem med samme rettigheder som klubbens øvrige medlemmer. Efter denne periode tager klubbens bestyrelse stilling til om det nye medlem kan optages. Kriterier for at
kunne blive optaget er blandt andet, at man selvfølgelig har vist sig i klubben i denne periode, at man vurderes til at være en person som passer ind i klubben, at der ikke er kommet væsentlige indsigelser fra klubbens øvrige medlemmer og at man selvfølgelig har betalt kontingent for
perioden. Man får herefter besked om at man er optaget og kan nu få en nøgle til klubben, hvis man ønsker det. Desuden kan man anvende faciliteterne på lige fod med klubbens øvrige medlemmer.