Det er snart ved at være forår igen og vi skal have børstet støvet af motorcyklerne.
Det har som altid været en lang vinter, men nu lysner det snart og foråret er lige om hjørnet. Der blev endda observeret flere MC’er på en solskinsdag her i Thisted sidst i februar, men det er vist forbeholdt de hårde drenge som ikke kan fryse og som ikke er overfølsomme for vejsalt.
Til gengæld skulle der være gode odds for at undgå vejsalt til sæsonstarten i Thisted, da påsken falder meget sent i år, så selv de mest kuldskære skulle have en chance for at være med denne gang.
Som vi plejer, så har vi bestilt godt vejr, der er indkøbt pølser og brød, øl og vand samt kaffebrød med mere, og kaffemaskinen er toptrimmet til at modtage de mange gæster i vores klubhus.
Så alt er klar og vi ser frem til at vi mødes til nogle gode timer sammen i Thisted til den årlige sæsonstart
SKÆRTORSDAG DEN 17. April KL.1300
Det hele starter på havnen, hvor rigtigt mange kommer i god tid og der bliver lavet en flot line up af forårsklare motorcykler.
Vi kan lige få hilst på hinanden, og de mange nysgerrige som også er der kan se lidt på alle de herlige cykler.
Fra havnen kører vi en fælles tur kl. 13, og slutter ca. kl. 1400 ved MC Stompers klubhus på Hundborgvej 122 i Thisted, hvor der kan købes kaffe & kage samt pølser med tilbehør.
Baren vil også være åben hvis nogle i stedet skulle ønske en øl eller vand oven på strabadserne.
Vi håber at se en masse motorcyklister, såvel kendte som ukendte til denne uforpligtende sæsonstart. Alle er velkomne og alle har hermed verdens bedste undskyldning for at få rørt motorcyklen sammen med gode bekendte.
På vegne af MC Stompers
SmaaSteen af Thisted