Der var engang i 2005, jeg var køkkensælger på Tømmergaarden i Hurup. Min dejlige kone Dorthe førtidspensionist, grundet sygdommen Hydrochephalus, som desværre har givet op og nedture i livet, men helt sikkert osse har gjort, at vi lever livet fuldt og helt når, og mens vi kan, med hygge og højt humør, som den røde tråd til et for os, godt liv, og så sådan er det stadig her i 2020 hvor jeg skriver denne fortælling om livet med motorcykler.

Det hele startede med, at vi satte vores hus til salg, det var i 2005, den var fetandaskemig ikke til at sælge, men efter et mæglerskifte, så skete der noget.
Det var i efteråret 2006, og kort efter havde de en konkurrence hvor hovedgevinsten var en ny bil, en SPRITNY RENAULT SCENIC, til som jeg husker det kr. 270.000, den vandt vi.

Mindre end et døgn efter udleveringen blev den solgt kontant, for kr. 240.000, vi havde nemlig kort før købt en nydelig brugt Peugeot.

Hvans hulan skulle vi nu bruge de penge til, tjoee, en del af dem smuttede hurtigt, lidt klatgæld, og restbetaling på en campingvogn, men hvad så med resten ?

Skulle der rejses, nej sagde Dorthe: Vi skal på camping.

Efter nogen uger slog det mig en dag på jobbet, hvortil jeg hver dag tog min Scooter 45. Jeg havde siden knallerttiden altid forestillet mig en bette MC, med dertilhørende MC kort, jeg var godt nok spændt på hvad Dorthe ville sige til den ide.

Det er Ok med mig, tag du nu det kørekort, og kig så efter sådan en dødsmaskine, betingelsen er, at jeg ALDRIG vil spørges om jeg vil med en tur på den. HURTIGT OK fra mig til den plan, og så i gang med kørekortet, som kom i hus 4/4-2007.

Op til den dag, ja da havde jeg savlet og kigget på mange motorcykler, mange Touring Nyt, lånt af en MC-kammerat var pløjet igennem, og især numrene med årets MC Guider var travet.

Da jeg kom hjem den dag den 4. april på befrielsens dag, da stod den klar, min første, en flunkende ny for mig MC, for andre en Scooter, en SYM GTS 250, købt hos Cykelhandler Per Ubbesen Hurup.

Hold da kæft det var stort da den blev rullet ud, og jeg kørte min første tur, helt alene, bare ud, ud i verden følte jeg, og hvor var det fedt allerførste gang hvor Stompers MC Thisted som jeg mange år senere blev medlem af, startede op fra havnen i Thisted Skærtorsdag 2007, og senere på året første gang til Thy Træf.
Den SYM og MC livet, det elskede jeg bare, campingvognen og Dorthe var meget på Thisted camping, så hovedvej A11 blev pløjet grundigt mellem Bedsted og Thisted, og det gjorde mange andre skønne veje også. Dengang boede vi nemlig stadig i det usælgelige hus der i Bedsted, så hver dag på job i Hurup var den ligeså trofast, og meget bedre end min Peugeot Scooter 45 havde været.
Den sæson var jeg i øvrigt med til at stifte MC-Klubben Thy Kickstarters, som vi kørte mange gode ture i, og har gjort det siden med mange glade MC-venner.

Hen på sommeren 2007 foreslog jeg efter havearbejdet, om vi ikke skulle til Agger og have bette softice, Dorthe var klar, så et bad til os, og så klæde om, da hun stod i garagen ved bilen fik hun øje på mig, oppe ved vejen på min SYM, og så sagde hun: Vi skal ikke køre på den der?

Nej, det skal vi ikke, det skal jeg, du kan tage bilen, for vi har jo en aftale, ikke?
Der blev lidt stille, og jeg ventede, pludselig sagde hun: Du havde ikke forventet jeg skulle bagpå, vel?
Nej, og jeg må jo ikke spørge. Så stod vi der og gloede på hinanden og så sagde hun: Hvis jeg nu hopper bagpå, lover du så at køre ordentlig, og ikke over 50 ? Ja det gør jeg helt sikkert. Som sagt så gjort, snart tøffede vi afsted mod Vestervig og Agger, stille og roligt, med 60 kørte vi ind mod Agger, og på bænken nød vi en softice.
Nå vi måtte jo hjemad, så jeg listede til at spørge om hun kunne li det? Det får du at vide når vi kommer hjem, men du må godt prøve at køre lidt stærkere….men kun lidt.

Se det var starten til to på en’ MC, og snart var vi enige om, at så var SYM’en for lille, og vi begyndte at kigge på MC’er igen.
I August 2007 fandt vi den hos Thisted MC Shop, en kridhvid HONDA PC800 PACIFFIC COAST.

Er du gal det var rigtig fedt nu, og så skete det, HUSET BLEV SOLGT og vi flyttede til Hurup i lejet ejendom, Honda’en, ja den flyttede med til det nye, og selv om den ikke skulle bruges til daglig jobkørsel længere, så blev den i sandhed rørt hele sæsonen igennem.
Vinteren, ja da blev Honda’en skilt i atomer, plejet og gejlet, og vi var så klar til et ventet forår 2008.
Efter sengetid læste vi Touring nyt og snakkede sommerferie på MC, måske NORDKAP.

Foråret kom, Honda’en drønede fra først i Marts, og lidt senere blev campingvognen blev sat op i Møgeltønder, fast plads, Dorthe kørte i bil derned og blev der flere dage, jeg på Honda’en, og i weekenderne kørte vi ture sammen på den, så det blev til mange dejlige kilometer.
Lige udenfor Ribe lå MIK MC, HONDA stod der udenfor på et skilt, så på et tidspunkt skulle vi da ind og kigge lidt, for snakken gik på en spritny Honda, altså hvis vi nu skulle tage den der ferietur, så vi snusede rundt og snakkede lidt med indehaveren.
Jeg spurgte ind til en ny Honda, men det kunne han desværre ikke byde ind med, han var KAWASAKI forhandler, det skilt havde vi skisme ikke lagt mærke til, så vi hang lidt med ørerne, nu var det jo Honda markedet vi havde undersøgt.
På et besøg senere det forår, da jeg alene kom forbi, da kiggede jeg lige på de der KAWA’er, der stod en sort VERSYS KLE 650, som jeg tænkte kunne række til budgettet, så jeg spurgte forsigtigt, hvad jeg måske kunne forvente for HONDA’en.
Han regnede lidt på det, og det endte med han tilbød kr. 1000 mere end vi havde givet for den i Thisted, så afsted det gik, til Møgeltønder og Dorthe, for at fortælle det glade budskab, og muligheden for en KAWASAKI VERSYS.
Vi snakkede om det, og blev enige om, at vi skrævede over den hvide hingst mod Ribe og MIK MC, for at se på den, MIK tog glad imod os, kaffe i kruset og en snak om den sorte VERSYS.
Jeg kunne godt se, at det ikke behagede fruen, at gå fra 800 til 650 kubik, så pludselig, som et lyn fra en klar himmel pegede hun på monstrummet ved siden af, den jeg havde læst om efter sengetid i vinterens løb, men end ikke turde drømme om, en KAWASAKI 1400GTR………jeg var målløs, den kostede det samme som godt og vel to VERSYS’er, men hun sagde det så hverken jeg eller sælgeren misforstod det: Det er den der eller ingen.
Så blev der regnet og snakket lån, hun var klippefast, den eller ingen…….jeg måtte bøje mig og gå med til det…..YAHOOOOO det var fedt da det hele gik i orden, og der var regnet på afdrag øvrige udgifter.

Hold nu kæft da vi kørte derfra en uge efter på det store sorte uhyre, til Møgeltønder, og en uge efter til 1000 km service, jeg siger jer vi fik kørt den sommer, og Dorthe elskede det, det gjorde ungerne også, vi var langt nede i Tyskland, og ved gud den kunne rykke og køre stærkt, det var viiiildt…

I efteråret lokkede nogen af pigerne i Thy Kickstarters meget med Dorthe, og om hun ikke skulle have kortet, nej sagde hun, det kan jeg ikke, jeg har stort set ikke nogensinde kørt tohjulet cykel, så nej….
Vinteren gik med pudse og polere, og vente på det blev forår igen, og jeg gik og puslede lidt med ideen om en vinter MC, jeg havde hørt om en Suzuki billigt til salg privat i Hassing, så lige i starten af marts 2009, på en af de allerførste ture kørte Dorthe og jeg ud for at sen den, en fin og velholdt bette SUZUKI GS450, som var billigt og straks blev den købt.
Den brugte jeg så til byture og lidt sjov på korte ture, i øvrigt var det på turen hjem, da vi havde købt den, at et en af pigerne fra Thy Kickstarters igen, snakkede med Dorthe om det MC kørekort, og nu havde vi jo to MC’er som hun sagde, men NEJ fastholdt hun, jeg tør ikke, jo du gør mumlede jeg.

Et par timer senere ved køkkenbordet foran den bærbare sagde hun pludselig, skal jeg? Jeg kiggede på skærmen, og så hun havde udfyldt papirerne til kørekort hos en i Nykøbing, og bare manglede at trykke send. Jeg sagde JA og trykkede enter, hun fløj op og sagde NEJ NEJ, hvad har du gjort, det kan jeg ikke, men den var sendt, hun var nu tilmeldt, og lovede mig så at prøve.
Da hun kom hjem efter første lektion på banen sagde hun, det her vil jeg, det er fedt, og den 20/4-2009, var kortet i hus, og SUZUKI’en blev formelt overdraget til hende, ved en lille ceremoni i laden.

Se nu blev det vildt, efter en tre uger, sad vi igen og fik morgenkaffe, snakkede om motorcykler og MC ferie igen. Dorthe spurgte om hun så skulle bagpå mig hvis det var, for nu kunne hun jo køre selv, og elskede det så meget, at hun vurderede at hun aldrig ville sidde bagpå igen, og det nok ikke var godt med ret lang ferie på den gamle blågrønne Suzuki.
Vi tog en snak om det, og jeg spurgte om hun gerne ville have en nyere maskine, hvortil hun svarede, at det kunne da være herligt.
Kimen var lagt og et par timer efter ringede jeg til MIK MC i Ribe, og spurgte om han havde en Kawasaki til en nu selvkørende kone, det havde han da, men de var godt brugte som SUZUKIEN, så efter lidt snak foreslog han en ny KAWASAKI,  hvilket vi så læste og Googlede om. Dorthe kunne da selvfølgelig vildt godt tænke sig en helt ny, men der var desværre ikke mange slatter i tegnedrengen, så drømmen måtte nok fortsætte som drøm.
Gode dyr var rådne som man siger, så jeg greb knoglen og ringede igen til MIK og spurgte: Kunne du forestille dig at købe min KAWASAKI 1400GTR tilbage, og så sælge os 2 nye motorcykler ?
Det tænkte han ikke meget over, og vi blev enige om en fair byttepris, og så blev jeg ejer af den selvsamme KAWASAKI VERSYS KLE 650, jeg havde regnet med skulle blive min et års tid tidligere, samme sted. Dorthe blev ejer af en KAWASAKI ER6F, begge udstyret med alskens tasker og udstyr, så nu skulle der køres ferieture.
SUZUKIEN blev solgt privat til gode venner, og de to KAWASAKIER beholdt vi til gengæld længe, hvert fald set i forhold til tidligere ejede motorcykler.

Det blev til rigtig mange kilometer sammen, også ferieture med teltet, men godt nok kun indenlands, og sammen tog vi også turen til lukning af BAKKEN, en fantastisk oplevelse sammen.
Først mange km senere og i 2013 blev der handlet igen. Dorthes sygdom havde et års tid før givet anledning til store panderynker, og i 2012 blev det kun til ganske få ture på motorcyklen for hende, og hun havde allerede i efteråret 2012 sagt, at hun ville opgive at køre selv, og derfor ville sælge hendes KAWASAKI.

Der i foråret 2013 blev det alvor, hun opgav grundet sygdom at være selvkørende, så den skulle sælges. Vi snakkede meget om det, og enden blev, at vi ville forsøge at sælge begge to, og finde en ny vi begge to sad godt på.
Vi kiggede flere steder, og vores kjærlighed faldt på en flot blå YAMAHA XVS1300, med den fedeste Raask buldrende udstødning, og denne gang var det YAMAHA forhandleren i BIKE-SHOPPEN i Viborg der fik to i bytte for en motorcykel.
Denne gang var det en helt anden stil end nogen af de motorcykler vi havde haft, vi blev cruisere, og det år også medlemmer af MC STOMPERS i Thisted, det var søtan daskemig et fedt år.

Se den YAMAHA holdt dæleme ikke lang tid, for selv om den var herrefed, så på vejen hjem fra sygehuset i Aarhus med Dorthe, i januar 2014, da skulle vi over Viborg, for at købe nye styrthjelme hos BIKE-SHOPPEN, og lige der, da vi vendte os om efter at have betalt ved kassen, da kørte de den røde skønhed af en YAMAHA XV 1900 MIDNIGHT STAR ind i butikken. Jeg glippede noget med øjnene og vidste stort set ikke der fandtes en 1900 kubik.
Den var pakket med alskens gejl og helt igennem bare fed i mine øjne, og da de fortalte det var en 1900 kubik, da begyndte jeg at drømme. Dorthe sagde nej, ikke nu igen, stop nu, men hun kiggede og efter blot få øjeblikke kunne jeg godt se, at hun var ligeså tændt som jeg, og kunne se os to sammen på det skrummel ud på asfaltens oplevelser. Som vanligt, forhandling forhandling forhandling, og så blev den min, og jeg troede virkelig jeg skulle have den resten af mit liv.

Det var i øvrigt også i foråret 2014 jeg købte en MC4YOU 250, privat i Koldby, hos en biker der havde vundet den til THY-Træf medhjælperfest.
Jeg tænkte at nu hvor Dorthe helbred igen var rimeligt, så kunne det jo være det kunne lokke hende afsted igen, det kunne det, men kun få ture, den vibrerede så meget ved 90 km/t at hendes arme snurrede og vibrerede endnu mere når vi gjorde holdt, men hun kom lidt i gang igen.

I foråret 2015 havde hun det nu så meget bedre, at hun gerne ville have en cruiser i stedet for Kinøjseren, som vi solgte privat, for vi havde fået øje på en KAWASAKI VULCAN 500 hos MC SHOPPEN i Thisted, den blev købt, og sæsonen kom til at byde på en del ture sammen på vejene i Thy, men i foråret 2016, efter sygdom igen i vinterens løb, da sagde hun definitivt slut med nogensinde at køre selv igen, balancen og nervøsiteten havde fået overtaget, den blev sat til salg, blev købt af svigerfar der tidligere havde købt SUZUKI’en vi havde haft engang, som han havde købt af en privat her i Thy. Betingelsen var, at den skulle vi have i bytte, så nu stod den i garagen hos os igen, den blev dog hurtigt solgt videre privat her i Hurup.

Så nu havde vi tilbage stadigvæk den jeg skulle have for evigt YAMAHA XV 1900 MIDNIGHT STAR, hvor der nu også havde kom tilhørende trailer til, ligeså sirligt i samme farve og med masser af krom og lys.

Det blev til tre sæsoner på den, for i sommeren 2017 kom jeg så meget til skade efter et styrt, at højre skulder ikke længere ville makke ret, og aldrig kommer til det igen.
Derfor nåede jeg kun to meget korte ture mere på den i efterårets sidste køremåned, og jeg vidste bare, at nu var det slut med at håndtere de godt og vel 400kg MC, og skulle jeg nogensinde køre igen måtte jeg finde en meget mindre MC…….snøft snøft….

Det skal lige siges at styrtet, det var gående i træsko på fortovet hjem fra job….hø hø, var der nogen der lige tænkte, hvad skete der med motorcyklen.

Derfor i vintermånederne 2018, da kiggede jeg og prøvede jeg mange maskiner rundt omkring. Valget faldt i marts måned på en YAMAHA XSR900 hos forhandleren BIKE SHOPPEN i Viborg igen engang.

En helt anden kaliber, lynhurtig ræser pakket ind i rigtig retro stil, en rigtig køremaskine der virkelig var til at håndtere, og en fornøjelse at køre på, den kunne leve op til sloganet:
Vil du forrest i flokken, så skal der stå Yamaha på blokken.

Det siges, at bikermænner kigger efter andre damer? Men ikke mig, på det område har jeg haft den samme siden 1985, jeg er mere interesseret i motorcykler, og jeg elsker når Touring nyt dumper ind, når der er messer, eller bare besøge forhandlere, og sparke dæk med vennerne fra klubben, og ligesindede man møder på asfalten.
Det betyder osse, at jeg måske ”ubevist” aldrig er kommet ud over det der med cruisere siden de to store Yamaha’er.

Det opdagede jeg natten til første arbejdsdag i 2019. Jeg havde lagt hovedet på puden og slukket lyset, sådan omkring 01.00. Jeg kom pludselig i tanke om, gad vide om alarmen i telefonen var blevet sat efter helligdagene.
Jeg greb den og fik indstillet, og kunne se der lige var et opslag på INSTAGRAM, den blev læst og så røg fingeren ned over skærmen af ren vane, pludselig smuttede en sort MC forbi, straks lidt tilbage for lige at se den, en Harley, den var fed var min tanke, så billederne skulle lige studeres, det var i en reklame for 1-2-3 MC salg på nettet.
Den var rigtig fed, jeg kunne ikke lige kende modellen, måske fordi, jeg aldrig andet end havde nydt synet af mærket med de mange fede og måske ombyggede maskiner.
Den her vakte godt nok min interesse, og til en for mig overkommelig pris, og en stil der bare lige var mig, og så var den til salg hos en Yamaha forhandler, hos MC-X i Næstved Sjælland.
Jeg svarede lige på annoncen: Tar du min med det her reg.nr. i bytte?

Det var kærlighed ved første blik, og næste formiddag var der svar, og der var endog et forslag til byttepris med, så jeg kan love for der blev studeret.
Vi ringede sammen og blev enige om et byttekoncept, det betød så, at nu har jeg en:
Harley-Davidson XL1200X Forty Eight, nu glæder jeg mig godt nok til sæsonstart, tak for ordet, og så må jeg jo nok slippe en kasse pils i MC STOMPERS klubhus, sådan er det nemlig når man bytter MC.

Tak for ordet.

PS. Overvejer om den Amerikanske MC skal døbes BLACK Trumf 😉

 

Peter Skriver Nielsen
https://www.facebook.com/EnthybosMC