I forbindelse med et besøg hos vores piger som bor i København, var det jo meget naturligt at lægge vejen forbi Vestre Hedevej i Roskilde, hvor Caps Harley-Davidson åbnede en ny forretning i september.

Det er endnu en i rækken af de meget flotte motorcykel butikker i landet som er et besøg værd. Butikken er indrettet efter det samme koncept som alle store autoriserede Harley-Davidson forhandlere i Europa – ja det meste af verden, har brugt.

Man kan mene mange ting om sådanne koncepter, men det er en rigtig flot forretning med en masse varer på hylderne. Motorcykler naturligvis i massevis, men også en masse af den merchandise som blandt andet Harley-Davidson sælger i stor stil som en ikke uvæsentlig del af sit brand.

Man bliver som altid hos Caps godt modtaget og budt på kaffe mens herlighederne betragtes. Selvom man ikke er til HD så er den flotte butik virkeligt et besøg værd og de har haft forrygende travlt siden åbnings dagen. Alene på åbnings dagen lagde omkring 4000 mennesker vejen forbi den nye forretning.

 

 

 

 

 

Imens jeg så gik og betragtede de mange motorcykler, studsede jeg lige pludseligt over en af dem som virkede bekendt – og minsandten om ikke at min vej den dag blev krydset med den HD Softail som jeg byttede med en ny cykel tilbage i 2013. Den havde skiftet farve og var blevet sort, men jeg kunne nemt kende den på alt det udstyr jeg havde hængt på den da jeg havde den.

 

 

 

 

 

Så var det jo lige tid til at stå og mindes et gammelt godt bekendtskab som man har haft så mange gode minder og ture sammen med. Den havde kørt 12000 da den blev min i 2005, og da den blev afleveret hos Caps tidligt i 2013 stod tælleren på 79000. Idag har den kørt 86000 så den har fået lidt mere ro på de sidste år.

Men summa sumarum – hvis i kommer forbi Roskilde så læg vejen forbi Caps. Det er en butik i samme kaliber som de andre store mærkevare butikker som f.eks Expedit i Ølgod, Caps i Århus, Brdr Jensen i Horsens, Rydbergs MC og hvad de ellers hedder rundt omkring……………..  Det kunne jo være et tema til nogle ture næste sommer, for vi skal da vist snart til at have gang i noget MC kørsel igen……

SmåSteen