Godt Nytår 2023

Så skal vi til at sige farvel til et år, der har prøvet på at være et normal år igen, dog uden ret meget held med det.

Sidste nytårsaften var med restriktioner på grund af de sidste krampetrækninger af Corona pandemien.

Vi var fortrøstningsfulde og året blev startet op med afholdelse af fastelavnsfest, så var vi ligesom i gang, og vi kunne begynde at se frem til et ”normal” år igen.
Så kom Putin lige ind fra Øst, og gjorde hele tilværelsen usikker. Han fik heldigvis modstand. Stor cadeau til det Ukrainske folk, for de store lidelser de udholder. Og vi kan glæde os over, at vi ikke har russerne opmarcheret helt fremme ved den Polske grænse.

Her i Thy fik vi sæsonstarten slået i gang som vi plejer, og vi fik afholdt vores 50+ jubilæumsfest.
Der i øvrigt var et brag af en fest. Stort tillykke til os alle sammen.

Sommerferie var ikke gået af mode her efter Coronaen, så der var en god del af klubbens medlemmer, der fik kørt nogle lange ture rundt i det meste ad Europa, og selvfølgelig også mindre ture rundt i Danmark. Helt efter vores formålsparagraf.

Så skulle vi også starte Thy-Træf op igen efter 2 års pause. Det krævede absolut en ekstra indsats af de ildsjæle, der hver især havde ansvarsområder, de skulle få organiseret og ikke mindst få det hele til at spille sammen, sådan at vores gæster oplever en total velsmurt og effektiv organisation, der bare virker under hele træffet.

Og det lykkedes! Det blev igen et fantastisk Thy-Træf, som rigtig mange gæster efterfølgende roste højt op i skyerne på alle de sociale medier.

Efteråret blev afsluttet med Generalforsamling, og det blev ganske som det plejer, dog med en rigtig god fest bagefter. Vi skulle lige have ryddet op i nogle af de mange gaver klubben fik til jubilæumsfesten.

Nu står vi her ved nytår igen, og 2023 står lige for døren. Hvad vil vi blive mødt med når vi nu træder ind i det nye år?

Inflation. Hvad sker der med vores økonomi? Og det der fylder mest for os, vores pension! Får vi råd til at kører ret meget MC det næste år?

1,4 milliarder kineser skal nu igennem deres corona epidemi. Vil det give nye varianter, som vi andre så ikke er immune overfor?

Går Putin mere amok i Ukraine, og vil det påvirke Europa i yderlig grad?

Og en af de mindre udfordringer. Det der El-halløj, vil det vinde indpas på MC’erne? Skal vi til at have sat lade stationer op ved klubhuset.

Uanset hvad vi må få af udfordringer, er jeg sikker på, at de gode oplevelser, det er dem der kommer til at fylde mest i det nye år. Og det skal vi hjælpe hinanden med.
Vi er en klub med mere end 60 medlemmer, og de gode oplevelser, skal vi huske at dele med alle. Så husk at inddrage alle i de aktiviteter der bliver søsat i klubregi. Det være sig køreture, grillaftener, fester og hvad der ellers sker i klubben.

Med disse ord vil bestyrelsen ønske alle i MC Stompers et rigtig godt nytår. Ligeledes ønskes også alle vores gode venner i Thy Træf klubberne et godt nytår, og vi ser frem til et godt samarbejde om det næste Thy Træf 2023.

Alle de klubber vi ses med og kører med, blandt andet til onsdags træf og alle kaffemøderne ønskes også et godt nytår, med håb om mange flere gode stunder rundt i det nordvestjyske i 2023.

 

Godt Nytår fra MC Stompers