Så er sommerferien ved at rinde ud for de fleste, og jeg kan se på de sociale medier, at der er da nogen der har været vidt omkring på deres MC. Spanien, Portugal har da været helt overrendt af klubbens medlemmer, og de fleste har også kunnet kører helt hjem igen ved egen hjælp. Ellers er det vist mest blevet til turer rundt i det danske land, jeg selv har ikke været syd for Århus endnu i år, men mon ikke det bliver til en lidt længere tur, inden efteråret begynder at sætte begrænsninger for MC-kørslen.
Vi har også fået afholdt vores 50+ årsjubilæum. Vi blev begunstiget med rigtig godt vejr til vores lille Garden party, og rigtig mange festglade gæster. Os i bestyrelsen har stadig ikke fået armene helt ned endnu. Det var en fantastisk dag, som sent vil blive glemt. Og alle vores gæster havde ligeså en fantastisk dag. Der var stort fremmøde af gamle medlemmer, som har været med til at forme vores klub igennem årene, også flere af de helt gamle medlemmer, der startede klubben for mere end 50 år siden. Men hver tid sin klub, som jeg også fremhævede til festen. Klubben er altid et billede af de aktive medlemmer der er i klubben til hver sin tid. Og med den store udskiftning, der indimellem har været, har klubben ændret sig igennem tiderne. Vi er heldigvis ikke bundet op på gamle tiders doktriner, så klubben er altid i overensstemmelse med de medlemmer der er aktive for klubben. Som afslutning på jubilæumsfesten, har vi en stor opgave i at få konsumeret alle de flotte gaver, vi fik fra mange af vores nabo og venskabsklubber. Vi må se om ikke der kan blive en anledning eller flere i løbet af efteråret/vinteren.
Thy Træf står også for døren, efter 2 års Corona pause. Det har været en udfordrende opgave at skubbe dette store arrangement i gang igen, men det ser ud til at lykkes. Der er ingen tvivl om at vores gæster ser frem til at komme til Thy Træf igen, forsalget af billetter er gået over al forventning. Arbejdshestene har været svære at få i gang, men som vi plejer, har vi nu vagtskemaerne så klar, at vi med sindsro kan se frem til, heldigvis kun 2 dage med fest og farver, og knald hårdt arbejde på Iruplund.
Træffet er blevet reduceret med 2 klubber, så vi har også reduceret lidt af udbuddet under træffet.
Vi holder info-møde fredag d. 5. aug. Kl. 19,00 i klubbens lokaler, hvor der vil blive uddelt armbånd, madbilletter, P-tilladelser osv. Områdeledere og Thy-Træf repræsentanter vil forsøge at svarer på alle spørgsmål der måtte komme vedr. Thy Træffet. Kan man ikke selv møde op den dag, så aftal med en af de andre om at få udleveret armbånd og div. billetter. Det gør det meget nemmere at komme ind til træffet. Dem der står i porten, kender jo nødvendigvis ikke alle medhjælpere.
Husk også til Thy Træffet, at tilmelde jer til medhjælperfesten d. 27. aug. også på Iruplund. Det plejer at være i Pitten tilmeldingssedlen hænger.
Og så er de sidste billeder fra jubilæet ved at være klar. De kommer ind på Facebook biblioteket snarest. Her er vi i hvert fald, så pæne som vi nu kan være.
Jeg håber vi får en rigtig god sensommer med mange gode ture og ser frem til et fantastisk godt Thy Træf, med masser af glade gæster og med hjælpere.
Forsat god sommer til alle. Og pas godt på jer selv derude.
Jan Snæver Andersen
Formand