I anledning af at vores klub i år har 50 jubilæum var emnet til foredraget “da MC Rockers blev til MC Stompers”. med efterfølgende vin og oste bord.

Preben Jørgensen som var med til at starte det hele tilbage i 1971 var aftenens foredrags holder og han gav en fantastisk forestilling med en masse facts krydret med anekdoter om hvad der foregik den gang.

 

 

 

 

 

 

Det var særdeles underholdene at høre om dengang hvor alt var anderledes. Det var dengang at ungdommen lidt populært fortalt var polariseret i 2 grupper. Enten var man “Rocker” og gik i Evald læderjakke, stramme jeans og spidse støvler, eller også var man i Hippie gruppen og gik i militærjakke og havde sympati for Frøstrup lejren og var sure på USA for deres imperialistiske optræden i sydøst asien. Det er lidt sat på spidsen men heller ikke helt løgn.

Det var dengang man hellere kørte med blank skygget kasket i stedet for styrthjelm, der var fri hastighed og der var ingen promille grænser, man måtte bare ikke køre galt.

 

 

 

 

 

Læderjakkerne som var den gruppe som Preben var en del af, holdt af at køre motorcykel, og dengang var de fleste motorcykler fra England og USA og voldte en del problemer, og der blev fortalt anekdoter om f.eks dengang en AJS lavede et gear kiks med det resultat at motoren eksploderede og krumtappen fortsatte hen af vejen og drønede ind af en dør til en bagerforretning, hvor den til sidst lå og snurrede rundt på gulvet……… sikkert ikke helt sandt, men levende fortalt, og afgjort en god historie som der var mange af.

 

 

 

 

Beretningen var krydret med en masse billeder og ved nærmere eftersyn kunne man genkende flere kendte ansigter, dog i en noget yngre udgave end den vi ser i dag.

 

 

 

 

 

En meget ung Allan Lundorff gør sig til ved Kibsgaards værksted i Nykøbing, hans store søster poserer bag på en gul BMW, og minsandten om ikke en også meget ung Børge Svendsen fører sig frem på Hjardemål Klit uden fuldskæg og med Ray Ban solbriller.

Men emnet var jo opstarten af vore klub som egentligt skulle have heddet MC Rockers, men endte med at hedde MC Stompers for at kunne forblive en del af det pæne selskab.

Over to timer fik vi fortalt det meget spændende stykke lokal historie som det jo egentligt er, og den kultur beskrivelse af hvordan motorcykel miljøet udviklede sig fra at en motorcykel var noget man var nødt til at køre på fordi man ikke havde råd til en bil, og op til i dag hvor det for de fleste stadig er et “hobby” køretøj.

Prebens beretning sluttede da han holdt pause som aktiv motorcyklist sidst i halvfjerdserne og helligede sig sin forretning. Sidenhen er Preben så igen blevet aktiv MC’ist og har udlevet den gamle drøm og fået sig en HD Showelhead fra 79.

 

 

 

 

 

Efter foredraget var der vin og ostebord fra “Byens vin & ost” og der blev hygget, og for nogle stykker blev det noget ud på de små timer før man listede hjemover.

Tak til Preben for historien og tak til alle for en god aften.

Rygters bureau siger i øvrigt at en anden af klubbens medlemmer er ved at hidse sig selv op til at levere en fortsættelse af beretningen og vil fortsætte der hvor Preben slap sidst i halvfjerdserne……… Det bliver rigtigt spændende !

SmåSteen