I kavalkaden af nye motorcykler i vores klub er vi kommet til Mona som sidste år i det sene efterår, efter et par tilløb anskaffede sig en Harley-Davidson Sportster.

Mona er en af dem som i mange år har haft en stille drøm om at komme ud at køre på motorcykel, en drøm som hun gjorde til virkelighed for nogle få år siden, først ved erhvervelse af MC kørekort og sidenhen ved køb af en brugt Honda CB 500 – kaldet “Skæve Thorvald” grundet en lille skævhed i kåbe beslaget.

Mona kan om nogen, eller forsøger i hvertilfælde tit at underspille sig selv og lagde dengang ikke skjul på at det der motorcykel kørsel fik hun aldrig nogensinde lært, og da hun fik beviset for det og fik Skæve Thorvald i hus også, så var hun af den helt sikre overbevisning at det her kunne hun slet ikke  finde ud af, og da overhovedet ikke hvis nogen kiggede eller endnu værre, hvis de ville køre sammen med hende.  –   det skal her stilfærdigt bemærkes at Mona faktisk er en ganske dygtig motorcyklist som kører sikkert og ordentligt og som det er en fornøjelse at køre sammen med.

Der blev kørt mange kilometer på Honda’en men efterhånden blev lidt mere af den gamle drøm afdækket, og Mona er jo også en af dem som har set Easy Rider engang så det hun egentligt gerne ville have var en HD.

Så duede Honda’en ikke mere og jagten gik ind på en amerikaner i den rigtige model og til den rigtige pris. Eftersøgningen bar frugt sidste efterår hvor der blev lavet en byttehandel med en Honda og lidt cash i bytte for en Harley-Davidson XL883 Sportster. Denne model er faktisk den ældste af modellerne fra Harley-Davidson idet dens historie går helt tilbage til 1957 hvor den første model blev lanceret, og den er gennem årene er blevet efterfulgt af adskillige opdateringer som har holdt modellen up to date indtil idag. Monas Sportster er den sidste udgave som blev lanceret midt i nullerne. Sportster modellen synger nu på sidste vers og udgår fra i år da man ikke længere finder det rentabel at udvikle motoren til at overholde de kommende miljø krav, der som det næste nok vil aflive de fleste luftkølede motorer.

Da Sportsteren kom hjem i efteråret var det for sent at få et ordenligt foto i den rigtige kvalitet og med lidt solskin på, derudover var der også lidt tanker om at Mona skulle posere sammen med cyklen i bikini, så enden på det hele blev at vi udsatte denne artikel indtil det blev forår.

Nu er solen her, men det er stadigt lidt køligt så bikinien må vi have til gode, men et forårs billede ude fra Vesterhavet med den tydelige stolte ejer er jo heller ikke at foragte.

Stor tillykke til Mona med den fine Sportster, med ønske om mange gode ture fremover.